Vedtægter for Haarby Svømmeklub

§1 Foreningens navn: er HAARBY SVØMMEKLUB. Foreningen er hjemmehørende i Assens Kommune

§2 Foreningens formål: er at fremme interessen for, og udvikle færdigheder i alle former for svømning og anden vandsport.

§3 Organisationer: bestyrelsen afgør, hvilke organisationer foreningen skal være tilsluttet.

§4 Optagelse: alle, som kan gå ind for foreningens formål, og som vil indordne sig under foreningens vedtægter, kan optages som medlem. Optagelsen er       bindende for 1 periode.

§5 Udmeldelse: skal ske skriftligt til foreningens kasserer. Skyldigt kontingent skal betales til og med den periode, hvori udmeldelsen sker.

§6 Kontingent: kontingentperiode, indmeldelsesgebyr og rykkergebyr fastsættes af bestyrelsen og godkendes af generalforsamlingen.

      Kontingent betales forud for 1 periode ad gangen.

§7 Karantæne: (1-2-3 mdr.) eller udelukkelse af foreningen kan foretages af bestyrelsen, såfremt foreningens vedtægter overtrædes, overtrædelse af de       fastsatte bestemmelser for svømmehallens faciliteter, bestemmelser eller usømmelig optræden. Afgørelser herom kan indankes for en       generalforsamling.

§8 Bestyrelsen: foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 7 medlemmer, hvoraf de 5 skal være bosiddende i Assens Kommune. Der skal være       mindst 4 myndige medlemmer i bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær og fastsætter selv sin       foreningsorden. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 3 år ad gangen. Efter 1. og 2. år er 2 medlemmer på valg, efter 3 år 3 medlemmer. Formand og       kasserer kan normalt ikke være på valg samme år. Der vælges hvert år 2 bestyrelsessuppleanter og 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant.

      Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov.

§9 Bestyrelsesmøde: afholdes, når formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det fornødent. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 4       medlemmer inkl. formanden er tilstede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der føres beslutningsprotokol over møderne.


§10 Regnskabsår: foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskabet forelægges revideret til generalforsamlingen til godkendelse. Foreningens         midler bør være anbragt i et anerkendt pengeinstitut på en konto med foreningens navn.


§11 Den årlige generalforsamling: afholdes i januar kvartal. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, dersom bestyrelsen finder det nødvendigt og        den skal afholdes, hvis ¼ af foreningens stemmeberettigede medlemmer med angivelse af dagsorden skriftligt forlanger det. Generalforsamlingen        indkaldes med 14 dages varsel i lokalavisen med angivelse af dagsorden.


§12 Dagsorden for generalforsamlingen: Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ledes af en fra forsamlingen, uden for bestyrelsen,        valgt dirigent. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

         1. Valg af dirigent

         2. formandens beretning, herunder evt. udvalgsberetninger

         3. godkendelse af revideret regnskab for året

         4. godkendelse af det af bestyrelsen fastsatte kontingent, kontingentperiode, indmeldelsesgebyr samt rykkergebyr

         5. behandling af indkomne forslag (må være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen)

         6. valg af bestyrelsesmedlemmer i henhold til § 8 samt to suppleanter.

         7. valg af revisorer i henhold til § 8

         8. valg af revisorsuppleant

         9. eventuelt

      Stemmeberettiget er ethvert medlem over 16 år, som ikke står i kontingentrestance.

      Ved afstemning gælder simpelt flertal.


§13 Ændring af foreningens vedtægter: ændring af foreningens vedtægter samt opløsning af foreningen kræves 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer.

      Er 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke til stede på generalforsamlingen, indkalder bestyrelsen til ekstraordinær generalforsamling senest 30       dage efter, hvor beslutning om vedtægtsændringer og/eller evt. nedlæggelse kan ske med 2/3 af de tilstedeværende stemmer.

      Foreningens midler tilfalder ved nedlæggelsen den selvejende institution ”Haarby-Hallerne”.

§14 Hæftning: foreningen hæfter alene med sin formue. Der påhviler hverken foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

§15 Foreningen tegnes af bestyrelsen, dog har kassereren fuldmagt til bankkonti.

Vedtaget på stiftende generalforsamling i Haarby d. 23. november 1978 med ændringer af d. 21. april 1981, d. 9. oktober 1991, d. 20. maj 1992, d. 16. april 2008 og d. 24. marts 2009, d. 7. januar 2014

 

Vedtægter Haarby Svømmeklub 7. januar 2014

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle